”Nye regler for Bierhvervsfiskerne”

”Nye regler for Bierhvervsfiskerne”

Fiskeriloven er ændret pr. 1. juli 2021. Det betyder, at der nu stilles et landingskrav for alle bierhvervsfiskere. Hvis man ønsker at opretholde sin registrering som bierhvervsfisker, er der nu krav om, at man skal have udført fiskeri med en landingsværdi på mindst 5.000 kr. i det forudgående kalenderår. Kravet til landinger udgør dog 2.000 kr. for personer, der har nået folkepensionsalderen.
Reglerne gælder alle registrerede bierhvervsfiskere. Reglerne trådte i kraft 1. juli 2021, og de gælder derfor allerede i kalenderåret 2021.
Hvad betyder det for dig som bierhvervsfisker?
Hvis man er født efter 1. juli 1955, skal man således have fiskeri med en landingsværdi på mindst 5.000 kr. i 2021 for at bibeholde sin status som bierhvervsfisker. Er man født før 30. juni 1955, opfylder man landingskravet ved at fiske og lande for 2.000 kr. i 2021. Man skal opfylde kravet hvert år for at kunne bibeholde sin status som bierhvervsfisker.
Landingskravet på de 5.000/2.000 kr. er aldersbetinget og gælder uanset om man fx har udskudt folkepension, modtager førtidspension eller efterløn. Landingskravet erstatter det tidligere 5%-indkomstkrav.
Hvis man ikke længere vil være registreret som bierhvervsfisker, skal man rette henvendelse til sit lokale Fiskeriinspektorat med henblik på at afmelde sig i Fiskeristyrelsens register.
Medhjælp ombord
Tidligere har det ikke været lovligt at have hverken lønnet eller ulønnet medhjælp ombord. Med lovændringen er det nu muligt at anvende medhjælp ombord. Læs mere herom på Fiskeristyrelsens hjemmeside.
Har du spørgsmål til denne nyhed, er du velkommen til at rette henvendelse til dit lokale Fiskeriinspektorat.

 

2006total visits,2visits today

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *